Hos Infomedia tror vi på forskellighed og fællesskab, og det afspejler sig også i den måde, vi er organiseret på. For at bringe hver enkelt persons styrker og kompentencer i spil på den rigtige måde og sikre, at opgaverne altid bliver løst, har vi en en flad, teambaseret ledelsesstruktur, så ledergruppen er tæt på kunder, medarbejdere og den daglige drift. På den måde er vi i stand til at fastholde de hurtige og korte beslutningsgange, som er påkrævet for at kunne konkurrere i et marked, der er i konstant bevægelse og forandring.
Læs mere her om, hvad vi laver i de forskellige afdelinger.
Kommerciel er opdelt i en række mindre og specialiserede enheder, der sikrer, at vi arbejder målrettet og dedikeret med vores forskellige bruger- og kundesegmenter. Fælles for afdelingerne er, at medarbejderne fokuserer på Infomedias salg og markedsføring og proaktivt arbejder på at udvikle og styrke vores kunders forretning. Kommerciel tager sig således af alt fra kundesupport, opsøgende salgsarbejde, kundepleje, markedsføring, indholdsmæssig rådgivning i forhold til medieovervågning og mange, mange andre aktiviteter, som alle går ud på at skabe præcis det produkt, vores kunder har brug for. Derfor er kompetencerne og ansvarsområderne i Kommerciel mangfoldige - teams af konsulenter, supportere og mediepartnere, der til sammen har mere end 100 års erfaring i Infomedia, samarbejder om den enkelte kunde og i fællesskab med resten af virksomheden om at tilvejebringe de bedste produkter og interne arbejdsgange.
Analyse er en af de hastigst voksende afdelinger i Infomedia, både hvad angår medarbejdere og kunder. Her servicerer medarbejderne vores kunder med en lang række forskellige og skræddersyede analyser, som giver kunderne et komplet overblik over deres virksomhed eller organisations eksponering i både danske og internationale medier. Vores analytikere rådgiver også vores kunder om strategisk kommunikation på baggrund af de hårde fakta, vores medieovervågning- og analyse tilvejebringer. Analyseafdelingen består af en kerne af fastansatte og erfarne medarbejdere og en gruppe dedikerede studentermedhjælpere, der udover faglige kompetencer bidrager med højt humør og en god stemning. Fælles for såvel fastansatte som studentermedhjælpere er, at de alle formår at overskue store mængder stof og udlede præcis den viden, vores kunder har brug for.
Afdelingen Medier & Indhold er Infomedias maskinrum, hvor der i døgndrift overvåges nyheder på alle medieplatforme. Afdelingen er opdelt i en række mindre enheder, som har specialiseret sig i eksempelvis resumering af kundeomtale og udvælgelse af kunderelevant omtale fra vores mange kilder. For at imødekomme vores kunders ønske om levering døgnet rundt, er afdelingen altid fuld af liv, og fagligt kompetente og kvalitetsbevidste medarbejdere sørger hver dag for at levere præcis den medieovervågning, den enkelte kunde efterspørger. Samtidig sætter afdelingen hele tiden nye projekter i søen for blandt andet at levere skræddersyede nyhedsbreve til kunder i forbindelse med særlige events som eksempelvis topmøder og ekstraordinære hændelser. Medier & Indhold er derfor den helt rigtige afdeling for folk med en forkærlighed for den hurtige strøm af nyheder, stramme deadlines og faglig sparring.
Produktinnovation & Teknologi er afdelingen, der kigger både fremad og indad - fremad på de spændende muligheder, som nye digitale platforme har at tilbyde, og indad på de justeringer, der hele tiden skal foretages på vores produkter for at gøre dem så brugervenlige og fleksible som overhovedet muligt. Afdelingen har således det overordnede ansvar for forretningsudvikling, produktudvikling, og de holder øje med generelle tendenser i mediebranchen, heriblandt sociale medier og international overvågning.
Derudover har afdelingen også ansvaret for vores mange forskellige systemer, hvoraf en del er af eget design. IT-medarbejderne tager sig både af generel support, så de mange brugere af vores systemer kan arbejde uhindret og hurtigt, ligesom de tager sig af vedligehold og står i spidsen for projekter, der indebærer et større udviklingsarbejde. Sammen med Infomedias øvrige afdelinger kigger IT desuden løbende nærmere på, hvordan vores systemer kan optimeres med henblik på at øge både bruger- og kundetilfredsheden. Afdelingen er derfor kendetegnet ved en høj grad af IT-mæssig faglighed, indgående kendskab til vores brugeres særlige behov og ønsker samt viljen til at formidle teknologiens mange muligheder. Afdelingen er med andre ord det helt rigtige sted for folk med fingeren på mediepulsen, kendskab til de nyeste buzz words og gadgets samt modet til at kaste sig ud i nye og kreative projekter.
Er du til tal, Excel-ark og fakturaer, vil du hurtigt føle dig hjemme i vores Økonomi-afdeling, som trodser alle fordomme om de lidt støvede regnskabsfolk. Økonomi-medarbejderne tager sig nemlig af Infomedias regnskaber med alt, hvad der dertil måtte høre af rapporter, kontrakter og regninger, med højt humør og pædagogiske forklaringer på alt fra svære regnskabskonstellationer til virksomhedens generelle økonomiske performance. I samarbejde med en række af Infomedias øvrige afdelinger tager Økonomi sig ligeledes af udviklingen af interne styringsredskaber og processer, og har desuden en række administrative ansvarsområder såsom løn.