Morgenavisernes lederskribenter sad alle tilbage med store, ubesvarede spørgsmål, da statsminister Helle Thorning-Schmidts nytårstale var rullet over skærmen. Statsministeren skulle have fyldt flere konkrete planer og mindre sortsyn i sine 15 minutters taletid, lyder lederskribenternes dom.
Politiken: Fik fortalt sin historie Det var vigtigt, at Helle Thorning-Schmidt fik fortalt sin historie. Og det klædte hende, at hun ikke gav flere gyldne løfter eller udstedte garantier ud over dem, der varslede hårde tider forude, mener Politiken. Til gengæld efterlyser Politikens lederskribent statsministerens vision for Danmark og det konkrete indhold af regeringens reformprogram, blandt andet regeringens bud på, hvordan man forbedrer Danmarks konkurrenceevne.
Information: Den personlige velfærdsfortælling Hos Information har man bidt mærke i den fortælleskabelon, statsministerens tale var bygget op efter - den personlige velfærdsfortælling - og ifølge dagens leder var der ikke meget i talen, der ikke kunne være læst højt af Helle Thorning-Schmidts to seneste forgængere. Set med lederskribentens øjne formåede Helle Thorning-Schmidt således ikke at gribe sin taletid. Lederskribenten noterer sig dog, at statsministerens tale var "renset for de fjendebilleder, som Anders Fogh Rasmussen grundlagde sin regeringstid på".
Jyllands-Posten: En ualmindeligt tynd kop te Hos Jyllands-Posten mener dagens lederskribent, at den beskrivelse, sociologen Henrik Dahl gav af Helle Thorning-Schmidt sidste forår - "en dygtig djøf'er, men så heller ikke mere" - virker stadig mere profetisk efter nytårstalen. Set i lyset af, at nytårstaler tidligere er blevet brugt til opgør med smagsdommere såvel som efterløn, var den nye statsministers tale "en ualmindeligt tynd kop te", mener lederskribenten.
Berlingske: En statsminister, der virker retningsløs og lammet Berlingskes lederskribent ser statsministerens nytårstale som det hidtil klareste bevis på, at regeringen ikke har nogen mulighed for at leve op til de forventninger, man skabte hos vælgerne under valgkampen. Lederskribenten ville gerne have hørt, hvad regeringen vil gøre for at afbøde krisen og dens konsekvenser, men sad i stedet tilbage med indtrykket af "en statsminister, der virker retningsløs og lammet, når det kommer til de politiske visioner og kunsten at omsætte dem til virkelighed".
Børsen: Ville gerne helt have undværet nytårstalen Børsens lederskribent ville gerne helt have undværet Helle Thorning-Schmidts nytårstale. Ifølge lederskribenten burde statsministeren have benyttet talen til at skabe optimisme og tillid frem for sortsyn, og han savnede ligesom sine kolleger på de andre morgenaviser konkrete udmeldinger. Ifølge Børsens lederskribent burde statsministeren ikke have sagt, at "de fede år ligger bag os", og at "vi skal forberede os på nogle magre år", men derimod: "Vi er på vej igennem nogle magre år, men regeringen har en plan, som bringer nye fede tider."
Resumé skrevet af Infomedia